Nyheder Artikler:     Forsiden      Liste      Seneste

Bornholm og Sønderjylland styrer

26-04-2001 

TRAX redaktionen gør status efter 13 uger med levende musik på de danske landeveje. Vi så lyset og har fundet frem til turens Bedste Publikum og det Bedste Spillested


Landets førende spillesteder tog dette forår imod Danmarks Radios og ROSA-Dansk Rock Samråds TRAX-karavane. 26 orkestre, 30 lokale bands og 11 gymnasieklasser har været i æteren i løbet af de tolv live-programmer, og i aften slutter denne omgang TRAX på et udsolgt lille VEGA med Safri Duo og Puddu Varano på scenen. Traditionen tro har TRAX udpeget turens ”Bedste publikum” og ”Bedste spillested”.

Bornholms Musikhus har det "Bedste publikum"

Som altid, fristes man til at sige, var det et begejstret publikum, der tog imod TRAX-karavanen i Bornholms Musikhus i Rønne. S.O.A.P og Zididada kunne trykke den af (og det gjorde de!) vel vidende, at den fyldte sal var parat til at feste med. Og derfor var aftenens rigtige stjerner selvfølgelig publikum i Bornholms Musikhus.

Vi takker publikum i Rønne, men også Peer "Dollar" Kofoed Andersen, leder af Bornholms Musikhus, og hans crew for viljen til at sætte publikum op til aftenen.

PANIC i Haderslev er det "Bedste spillested"

Straks man ankommer, mærker man det: PANIC er et dejligt sted at besøge. De véd, hvor meget det betyder at få en hjælpende hånd. Både for musikere, teknikere, radioværter og den lille dreng med plakaterne. Og så har de en begejstring for livemusik, som smitter af på hele atmosfæren - og publikum.

Vi glæder os til deres nye spillested i Kulturhuset Bispen står klar. Det kan blive en magnet for hele Sydjylland. Så hold øje med det. I foråret 2001 var det bedste TRAX-spillested så ubetinget PANIC. Sidste år var det Elværket i Holbæk, som løb med æren.

Præmier? Tjaaa, I får et diplom og en tak fordi I var med til at gøre det hele værd. Og til alle Jer andre: I var faneme også gode - vi glæder os til næste gang.

TRAX lever videre i cyberspace
Hele foråret har man kunnet hente opdateret information og baggrund om turen, orkestrene, spillestederne og byerne på TRAX´ website. For første gang var webredaktionen med i turbussen hele vejen rundt og bragte hver torsdag aften dugfriske fotos og reportager fra spillestederne. Turen kan selvfølgelig genopleves på dette site i en rum tid.

(Foto: Erik Kock, leder af PANIC)

TRAX er et samarbejde mellem P3/Live og ROSA-Dansk Rock Samråd



Links:
DR P3
ROSA - Dansk Rock Samråd
PANIC
Bornholms Musikhus

Læs også:
Næste TRAX-stop: Haderslev (09-04-2001)
Næste TRAX-stop: Rønne (02-04-2001)