Om TRAX Artikler:     Forsiden      Liste      Seneste

Hvad er TRAX?

05-02-2001 

TRAX 2001 - på scene- og sendeplan.





Danmarks Radio P3 og ROSA - Dansk Rock Samråd sætter atter fokus på den levende musik i Danmark i februar, marts og april.


TRAX Radiotur 2001 præsenterer skønne musikoplevelser, leveret af landets bedste kunstnere - og dem der prøver at blive det. I alt 26 bands medvirker ved koncerterne på 12 spillesteder i hele landet. Fra Moonjam til Mofus - og fra TV-2 til Tobias Trier ...

Aktive spillesteder er betydningsfulde elementer i dansk musik.
Derfor ruller TRAX igen over det ganske land som en satsning på aktuel dansk rock, pop, techno og anden elektronica over for et tilstedeværende, levende publikum ude på spillestederne og hjemme foran radio og net.

TRAX - live på spillestederne
I år er turnéen rykket fra fredag til torsdag, og TRAX er på landevejen hver torsdag fra d. 1/2 til og med d. 26/4 (bortset fra Skærtorsdag d. 12/4). To professionelle bands står på scenen hver torsdag - og tre demo-bands præsenterer deres bedste materiale på skive eller bånd.

Første TRAX-torsdag finder sted d. 1. februar i Holbæk. Bag arrangementet står Musikklubben Elværket, der blev valgt som "Årets arrangør" af TRAX i april 2000.

TRAX - live i Danmarks Radio P3
TRAX sendes direkte i P3 hver torsdag i hele perioden fra kl. 21:03-24:00. Og selv Radioavisen træder et skridt til siden på en TRAX-aften - I tidsrummet sendes nyheder kun på Danmarks Radios andre kanaler. Desuden sender P3 klip fra koncertoptagelserne hver lørdag mellem 18:30 og 19:00. ("TRAX i bakspejlet").

Vi arbejder også sammen med P3-programmet KATAPULT. Vores reporter sender hver torsdag mellem 12:05 og 15:00 direkte reportager hjem til P3-lytterne med hints og tip om dagens TRAX.

Demo-dysten
TRAX 2001 sætter fokus på musikmiljøet i lokalområderne rundt om i landet - tre lokale musiknavne præsenterer sig selv over for publikum på spillestedet og over for P3's lyttere og net-brugere. Herefter afgør publikum, hvilket band, der er bedst. Den eneste betingelse for at være med er, at man endnu ikke har udgivet en plade i almen distribution og handel.

Vinderen af Demo-dysten TRAX 2001 kåres i Lille VEGA i København torsdag d. 26. april. Præmien er bl.a. et tilbud om tre dages studietid i et af DR's musikstudier i Radiohuset i København. Resultatet af anstrengelserne dér vil blive hørbart for P3's lyttere.

TRAX lever også i cyber-space
Så tjek derfor www.trax2001.dk før, under og efter arrangementerne. Se billeder fra koncerterne, tjek Demodystens kombattanter, vær med i konkurrencer og skriv direkte til programmet.

Info
- Billetsalg foregår via det enkelte TRAX-spillested
- TRAX 2001 er et samarbejde mellem: Danmarks Radio-P3 og ROSA - Dansk Rock Samråd


Links:
DR P3
ROSA - Dansk Rock Samråd
Katapult

Læs også:
TRAX-turen forår 2001 (05-02-2001)